Udgifter for en udøver i Aarhus Tigers Cheerleaders

 


Nedenfor forsøger vi at give et realistisk billede af de udgifter, som en typisk udøver vil have i forbindelse med deltagelse på et af holdene i Aarhus Tigers Cheerleaders. Udgifterne kan i sagens natur variere efter egne ambitioner, det konkrete hold og holdets sæsonforventning samt generel prisudvikling.


 



Udgifter til kontingent


Kontingentet til Aarhus Tigers Cheerleaders er sammensat af et basiskontingent og et holdkontingent afhængig af det hold du tilmeldes. På vores hjemmeside kan du læse mere om kontingentbetalingen. 

 

For deltagelse på alle hold betales et fast basisbeløb på 400 kr. pr. år. Derudover betales der holdkontingent fire gange årligt, hvis størrelse varierer efter det konkrete hold.

 

Typisk ligger den samlede kontingentbetaling i størrelsesordenen 1.200 kr. til 3.400 kr. for en sæson, afhængigt af hold, antal træningsgange m.v.

 



Uniform


Klubben sørger for, at alle klubbens hold og udøvere har en uniform til konkurrencer og opvisninger. Uniformen er klubbens ejendom og stilles gratis til rådighed. Uniformen afleveres altid efter endt konkurrence/opvisning til den ansvarlige for holdets uniformer.

 

Det kan være nødvendigt selv at købe en sports-BH eller andet personligt udstyr.

 



Cheer-sko


Det er nødvendigt, at alle udøvere har cheer-sko.

 

Udøvere skal selv købe cheersko til en forventet pris mellem 500 og 800 kr.

 

Klubben arrangerer fælles indkøb af cheer-sko i efteråret, hvor vi får nogle prøvesko, så alle får mulighed for at få den rigtige størrelse. Alternativt kan du vælge at købe dine cheersko via online cheer-shops.

 

Er du i tvivl om, hvilke modeller der er gode eller om en model kan godkendes ved en konkurrence, bør du tale med din træner.

 



Merchandise

Klubben sælger eget merchandise i løbet af sæsonen. Det kan f.eks. være sweatshirts, tights, muleposer, caps m.v.

 

Det er frivilligt, om udøveren køber disse ting.

 



Konkurrencedeltagelse

Udøverne betaler for deltagelse i konkurrencer; Julecup, Springcup og DM. Afhængigt af hvor konkurrencerne afholdes, og om der er overnatning, er udøverens egenbetaling ca. 750 kr. til 1.200 kr. Det forventes, at udøverne deltager i de konkurrencer, som holdet stiller op i.

 

Til stævner tilbyder arrangørerne køb af stævne t-shirts som souvenir. Disse koster normalt 175 kr. Det er frivilligt, om disse bestilles og købes.

 

Deltagelse i EM eller udenlandske stævner dækkes også af udøverne (på nær et mindre tilskud fra klubben ved deltagelse i EM). Prisen udregnes på baggrund af de forventede udgifter, men må påregnes at ligge i størrelsesordenen 5.000 – 7.500 kr. for EM (afhængigt af hvor EM afholdes) og 2.500-4.000 kr. for andre udenlandske stævner, f.eks. i Tyskland eller Sverige.

 



Andre udgifter

Vi ved, at cheerleading som andre sportsgrene ofte medfølges af udgifter til sportstøj, accessories m.v. Det er vigtigt, at man er bevidst om, hvorvidt man ønsker at købe disse ekstra ting, og taler åbent med sit barn om det.

 

Hvis/når der måtte komme yderligere udgifter udover de vi har nævnt overfor, vil vi forsøge at minimere dem mest muligt. Blandt andet derfor arbejder vi hårdt på at nedbringe udøvernes kontingentudgifter, bl.a. ved at tilbyde en række fælles arbejdsopgaver, som bidrager til at styrke klubbens økonomi. Vi forventer, at alle udøvere og forældre bidrager til disse arbejdsopgaver efter bedste evne.